Kirke Helsinge kirkes historie            

FORSIDEMENIGHEDSRÅDETPRÆST & FUNNKTIONÆRERNYT FRA MENIGHEDSRÅDETKIRKESIDENKIRKENS HISTORIEGALLERIFIND VEJ


 

Fra Kirken indvendig

 
 

Kirken historie
  

Kirke Helsinge kirke – i 1647 kaldet Sct. Hans kirke og altså i middelalderen viet til Johannes
Døberen - har gennem tiderne gået for at være hovedkirken i et af de bedste præstekald i
Vestsjælland, fordi det også omfattede såvel Drøsselbjerg som Reersø kirkers område.

Forhistorien.

I år 1567 havde sognet 56 tiendeydere, foruden 16 bønder, der boede på Reersø. Dem havde
Margrethe I, efter en stranding på øen, fritaget for at betale bl.a. tiende, og det førte til adskillige
konfrontationer mellem reersøerne og helsingepræsten.

Vi ved, at kirken sammen med meget andet jordegods, bl.a. Bøstrupgård og Sæbygård, i år 1673
overgik fra kronen til rentemester Henrik Müller, fordi han under svenskekrigene år 1657 – 60
havde hjulpet Frederik III økonomisk. Ti år senere er den så igen i kronens eje, men overtages i år 1687 af kammerherre Valdemar Christoffer Gabel, der i år 1690 sælger sine rettigheder til kirkens daværende præst Frands Pedersen Kønig.

I løbet af 1700-tallet overgår kirken til Helsingegården, som i år 1806 sælger kirken til Grev Moltke på Ågaard. Hertil var den så knyttet, indtil den 1. juli 1916, hvor den overgår til selveje.

Kirkens bygningsfaser.

Kirke Helsinge kirke er en stor monumentalkirke, som skulle svare til sit sogns størrelse, og derfor er den blevet udvidet flere gange. Den er, som så mange andre landsbykirker, anbragt midt i landsbyen på det højeste sted, så den er synlig langt fra. Om der engang har stået en trækirke på stedet vides ikke, men der har i hvert fald stået en usædvanlig rektangulær kampestenskirke, hvilket fremgår af vestgavlen, som endnu er bevaret.

Kirken er i tidsrummet år 1250 - 1350 blevet udvidet med et skib mod nord, - og muligvis med et kort, bredt kor mod øst - . Bræddeloftet i den ”nye” dobbeltskibede kirke lå 25 cm højere end i den gamle kirke, afslører en stump hvidtet vægpuds!

Inden for dette tidsrum er der muligvis indsat de første hvælvinger, og måske er det hele afstedkommet af holstenernes afbrænding af kirken i år 1342. Men det kan kun stedlige arkæologiske udgravninger give os svar på!

100 år senere, omkring år 1450, udvider man igen med et sideskib mod nord, og inden da havde man rejst det store tårn i fire stokværk.

Det store våbenhus er fra sidste halvdel af 1400-tallet. Også det, har måttet lide under skiftende 1 tiders smag. Ved restaureringen år 1868-69 isattes en ny og større indgangsdør øst for den oprindelige. Falder lyset rigtigt, kan man stadig se stedet, hvor den gamle dør sad.

Omkring år 1525 skete der igen en ny udvidelse. Man udvidede kirken med tre meter mod øst og lavede en ny fælles gavl for alle tre skibe, som nu også fik nye hvælvinger. Kirken blev dermed omdannet til det, man kalder en hallekirke.

Byggematerialerne er først og fremmest marksten (den tidligste kirke) og munkesten. Under det vestligste af nordmurens tre vinduer kan endnu anes den nordlige indgangsdør, som oprindeligt var kvindernes indgang. Hvornår og hvorfor den er muret til, kan man ikke få sat dato på noget sted. Men den folkelige fantasi har somme tider sin egen forklaring – og det har denne også:

LINDORMEN i Helsinge.

”Om den i den nordre side af Helsinge kirkes tilmurede dør fortælles, at en forfærdelig stor lindorm havde lagt sig udenfor den og forhindrede folk fra at komme ind deraf. Nu var gode råd dyre. Èt blev imidlertid givet, som fandtes fortræffeligt, dette: at en tyr skulle opfødes med sødmælk og hvedebrød, indtil man troede den i besiddelse af kraft nok til at overvinde den frygtelige lindorm.

Sognet købte nu en tyr og gav den i 4 år rigeligt af denne kraftige føde, og stor og stærk og modig var den bleven, hvorfor man besluttede at lade den vove en dyst med lindormen, men den var så langt fra stærk nok, at den var nærved bleven dræbt. Man fik den dog reddet, og gav den nu i 3 år til af samme føde, inden man igen turde lade den binde an med den rædsomme fjende. Kampen blev da atter forsøgt, og nu vandt tyren sejr, idet den dræbte lindormen. Men døren blev tilmuret, og har været det siden den tid”.

Kæmpetaget.

Alle disse bygninger har krævet masser af materialer, arbejdskraft og slid, men det ved vi ikke mere om, end hvad fantasien kan fortælle. Til gengæld ved vi, at man i sidste halvdel af 1660-erne fornyede kirkens tagværk. Man akkorderede med tømmermand, Christen Jensen, Korsør, om forfærdigelse af 12 spærfag, som man allerede havde indkøbt materialer til. ” 34 karle hjalp i 5 dage med at drage det store tømmer op!” I august 1669 faldt imidlertid otte spærfag ned fra kirkens østlige ende. De ”sønderslog i faldet tømmer og stav”. Ovennævnte tømrer og murermester Mads

Jensen, Slagelse, stod for genopbygningen, som for størstedelen betaltes af midler, der varindsamlet i stiftets øvrige kirker. Der opsattes ni fag, som tækkedes med vingetegl. Videre hedder det: ”Søren Jespersen, Kalundborg, importerede tømmeret fra Norge – formedelst ikke så langttømmer i disse omliggende købstæder var at bekomme.”Af tolderen i Kalundborg købtes 4750 tagsten, Hans Bonum sammesteds leverede 450, og fra Vedbygårds tegllade hentedes 1000 mursten.”

En hovedrestaurering af kirken foretoges i årene 1868 - 69, og en omfattende istandsættelse skete igen i år 1961. I 1983 blev der lagt nyt tag på kirken til en sum af en million kr.

Mens vi endnu er ude, så bemærk de tre karakteristiske hængeaske og ligkapellet (opført 1889) med dens nye ydermur i den gamle kirkegårds nordøstlige hjørne.

Våbenhuset.

Nu kan vi gå indenfor.

Herinde hænger et epitafium, der forestiller sognepræsten i Kr. Helsinge år 1668 - 94, Frands Pedersen Kønig og hans kone Anne Lauritzdatter, der ifølge overleveringen skulle have været ret så forfængelig, men den historie kan vi vente med, til vi går ud af kirken igen. Om sognepræsten skriver efterfølgeren:

Hand levede meget christelig, døde meget salig, skal og opstaae meget glædelig”.

Epitafiet hang indtil 1869 i koret på væggen nord for alteret, men flyttedes så her ud i våbenhuset.

For øvrigt har der været en hjælpepræst fra år 1661 - 68, som senere blev biskop i Odense og kendt som salmedigter, nemlig Thomas Kingo.

Inventaret.

Lige inden for døren til venstre finder vi pengeblokken, der sandsynligvis stammer fra 1500-tallet.

Den havde i 1647 – 11 nøgler og tre nye låse, men i 1810 var der ingen nøgler – til tab for fattigkassen – . Pengeblokken må stadig gerne benyttes!

Nu følger så lidt om det øvrige inventar.

Stolestaderne stammer hovedsagelig fra tiden 1560 – 1640. De ældste (3 stk) har reliefskårne mandshoveder i profil, mens de yngste minder om en form for søjle, afsluttet med et trekantsfelt foroven. Alle var de i år 1902 og frem til restaureringen i 1961 - 62 brunmalede med grønne ornamenter.

Alteret. Det mest iøjnefaldende er naturligvis altertavlen, som stammer fra 1660 - 80erne. Den er lavet i egetræ. I det lille billedfelt øverst ses Frelseren på korset, mens det større billedfelt nedenunder forestiller nadveren, omgivet af en laurbærkrans, som støttes af de to evangelister,

Lukas (med oksen) og Johannes (med ørnen). De to andre evangelister, Markus (med mennesket) og Mattæus (med løven) er også kommet med. Skrivende flankerer de korsfæstelsen i midten. Aller øverst er et basunblæsende englebarn. Nederst lyder inskriptionen:

Dersom vi bekende vore synder er han trofast og retfærdig saa at han forlader os synderne og renser os fra al uretfærdighed. 1 Joh 1,9

Selve alterbordet er opført, da kirken i år 1525 blev forlænget mod øst. På forsiden er et panel med et maleri af Treenigheden. Jesus er i samtale med Gud Fader, mens Helligånden svæver oven over.

En mandlig og en kvindelig engel flankerer dem.

Døbefondens overdel (kummen) stammer fra begyndelsen af 1400-tallet, mens fodstykket er af nyere dato, nemlig fra år 1937. Den otte-kantede kumme af rødlig, gotlandsk kalksten fra omkring år 1400 er prydet med relieffer, der skiftevis forestiller et dyr og et menneske og ligeledes skiftevis i profil og set forfra. 2 af menneskefigurerne er tydet som apostlene Paulus (sværd) og Peter (nøgle), da de har glorie om hovedet. De 2 andre bærer liljekrone og forestiller hhv. Olav den Hellige med økse og verdenskugle, og Knud den Hellige med hænderne i bedestilling ud fra kroppen.

Skriftestolen, som tidligere stod i korets sydøstre hjørne, blev udvidet omkring år 1960 og blev flyttet til korets nordøstre hjørne, for at kunne tjene som omklædningsrum for præsten. Ifølge et udskåret årstal stammer den fra år 1630.

Prædikestolen, der er samtidig med og fra samme værksted som prædikestolen i Drøsselbjerg, fra år 1588. Foran billedfelterne, hvor man antager, der har været malede billeder af Jesus og de fire evangelister, ses nu fem udskårne figurer af de samme personer med deres respektive symboler ved deres fødder. Figurerne er yngre end prædikestolen, antagelig fra 1600-tallet. Men hvornår de er placeret der, vides ikke. Muligvis er det sket ved kirkens restaurering i 1868 - 69, hvor man også fjernede prædikestolens himmel. Stolpen under prædikestolen formodes at være fra 1817.

Inskriptionerne er bibelvers, som formaner til at lægge øren til prædiken:

”Salige er de, som hører Guds ord. Hvo, som er af Gud, han hører Guds ord”

Kirkeskibet, - ophængt omkring år 1900 – forestiller fuldskibet ”Georg”. Det er bygget på Thurø og skænket af hjulmand Jens Hansens to sønner Peter og Jens.

Orglet er bygget af P.G.Andersen og Bruhn Orgelbyggeri og indviet den 8. oktober 2000 og erstatter det tidligere pneumatiske orgel fra år1921. Det er tegnet af arkitekt Mogens Andersen. Maling og farvesætning ved kirkemaler Poul Andersen. Orglet er rent mekanisk og har 13 stemmer fordelt på to manualer og pedal. Fronten af det gamle orgel er opstillet i tårnrummet.

Der er mange andre spændende ting , der kan drages frem, f.eks. kalkmalerierne og korbue-, som nu er anbragt på østvæggen mod syd, for hvis man går om bag altertavlen, viser det sig, at der også er kalkmalerier her. De blev fremdraget ved istandsættelsen i 1961, og det viste sig, at korbuekrucifikset på et tidspunkt også har hængt midt i et kalkmaleri, som viser udsigten over Jerusalem med Maria og evangelisten Johannes, der begge kigger op på den korsfæstede Jesus. Det har altså virket som alterbillede, måske fra år 1525, da man byggede den store østgavl, og frem til 1660 - 80, da man fik råd til den nuværende altertavle.

I forbifarten skal også nævnes de sengotiske alterstager, alterkalken (1624) og de tre sygekalke (fra henholdsvis 1700-tallet, 1862 og 1875), hvoraf dog ingen synes at stamme fra Fledhøj, som er en broncealderhøj, der ligger mellem Dalby og Kirke Helsinge. Sagnet fortæller ellers:

En mand kom en aften silde, ridende der forbi; højen stod på 4 gloende pæle, og det indre var prægtigt oplyst; thi de derboende bjergfolk havde dans og lystighed. Manden red af nysgerrighed derhen, og en af de underjordiske kom straks med et sølvbæger og bad ham drikke af dets indhold.

Han tog bægeret, men i det samme påkom ham en forfærdelig angst, og han gav sig til at ride, alt hvad hesten kunne løbe. I sin forflippelse beholdt han bægeret i hånden, hvorfor trolden fulgte bagefter og var nær ved at indhente ham. Han nåede imidlertid forinden Helsinge kirkegård og kastede dér bægeret ind over kirkemuren, hvorved han selv blev trolden kvit, men spildte noget af indholdet på hesten, som på dette sted mistede alle hårene. Bægeret fandt man dagen efter på kirkegården, og det blev taget til indtægt for kirken. Ja, det påstås endog, at det er det selvsamme, som kirken for tiden ejer”.

Klokkerne.

Til sidst skal omtales noget, som ikke ses, men kan høres viden om. Nemlig de to kirkeklokker. Den største og den ældste (110 cm i tværmål) er fra år 1370. Ifølge sin indskrift er den støbt af Oluf Henriksen Kegge, mens den anden (95 cm i tværmål) er fra 1651. Den er ifølge sin indskrift støbt her på kirkegården den 13. august 1651 af M. Jørgen Klockestøber fra Aarhus.

Inden vi forlader kirken, passerer vi i våbenhuset igen epitafiet af det tidligere omtalte præstepar.

Man har i tidligere tider bemærket, at præstekonen ligesom støtter sin venstre hånd med den højre. Og det er ikke kun for at præsentere sine smykker bedre! Overleveringen fortæller nemlig således:

I slutningen af det 17. århundrede var der i Kirke Helsinge kirke en præst, som hed Frantz

Pedersen Kønig. Hans kone var meget forfængelig og yndede pynt og stads. Om hende fortæller sagnet blandt andet, at hun skulle have en ny dragt syet til en fest eller et gilde. Hun syede med megen il; men hun kunne ikke nå at blive færdig i rette tid. I sin vrede over det mumlede hun: ”Den skal være færdig, om så djævlene skal hjælpe mig”. Djævlene lod sig ikke nøde, men kom i samme stund myldrende i en sådan mængde, at den forfængelige præstekone sad stiv og stum af frygt og rædsel. Pastor Kønig måtte ind for at mane dette mylder af djævle bort, og det var med nød og næppe, han magtede det”.

Måske er det en fejl ved billedet, at den pragtlystne frue mangler et ærme i sin dragt, men det kan også tænkes, at kunstneren har kendt sagnet om dragten, der ikke blev færdig til trods for djævlenes hjælp.

Oprindelig tekst fra 1989: Jon Mortensen, Reersø.

 

 
 

 

 

 

 

 

 

 

 

Webdesign:NevaDesign.dk

Søndergade 1, 4281 Gørlev

© Kirke Helsinge- og Reersø kirker